Blodtyper

Se også artikel om DNA test af blodtype HER

Har du besluttet dig for at opdrætte Birmaer, bør du sætte dig ind i blodtype-problematikken, da blodtypeuforligelighed (NI*) kan forårsage døde killinger indenfor det første levedøgn.

 

Ligesom hos mennesker findes der flere blodtyper hos katte, nemlig typerne A, B og AB. AB-blodtypesystemet hos katte har været kendt i lang tid, men hyppigheden af forekomsten blev først undersøgt nærmere i 1986 i U.S.A. Mange katte er efterhånden blevet undersøgt, i mange forskellige lande, og det viser sig i alle disse lande, at Birmaen befinder sig i en gruppe, hvor forekomsten af type B katte er 5-20%, sammen med bl.a. Scottish Fold, Colourpoint, Japansk Bobtail, British Shorthair, Devon Rex, Perser samt Somali. For Birmaens vedkommende har 17-20% af kattene blodtype B. Med 20% B-katte vil ca. 50% af alle birmakatte være heterozygoter (GENOtype ab) ifølge arvelighedslæren. Disse 50% har blodtype A, men bærer genet for blodtype B. Altså er kun ca. 1/3 af Birmaerne homozygote A-katte. Selv hvis man kun avler på A-katte, vil der altså til stadighed dukke B-katte op som følge af parringer mellem heterozygoter (se senere).

 

Arvegangen på blodtyperne er ret simpel. Type A er dominant, type B er recessiv (vigende). Det vil sige, at en kat med type B er homozygot, hvorimod en type A kan være både homozygot og heterozygot - d.v.s. "skjult" bærer af type B. Eller med andre ord: blodtypen arves fra forældrene med ét gen (a eller b) fra moderen og ét gen (a eller b) fra faderen. Da a dominerer over b og dermed "skjuler" b'et, vil en kat med generne ab have blodtype A - ligesom en kat med generne aa. En type O findes ikke hos katten, som det er tilfældet hos mennesket, men i meget sjældne tilfælde findes type AB, der nedarves separat.

Genotype/Fænotype:

 

 

Fænotypen er "det man kan se" - det vil i dette tilfælde sige resultatet af en blodprøve.

Genotypen er kattens genetiske muligheder, hvilket når det drejer sig om blodtyper betyder, at en type B altid er GENOtype bb, hvorimod type A kan være GENOtype aa (homozygot) eller GENOtype ab (heterozygot - d.v.s. type A, men med arveanlæg for type B).

Den sjældne type (FÆNOtype) AB er altså ikke det samme som GENOtype ab, det vil derimod i langt de fleste tilfælde bare være en type A - omend FÆNOtype AB også er en GENOtype ab.

 

For bedre at anskueliggøre hvad det er, vi taler om, stiller vi nogle skemaer op:

Først parrer vi to type B katte:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da type B er homozygot, bliver alle killinger type B. Her er der ingen fare for NI* (se senere).

 

 

Herefter parrer vi to homozygote type A katte:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da de er homozygote, bliver alle killingerne også type A. Her er heller ingen fare for NI*.

 

 

Vi parrer nu to type A katte, som er heterozygote, altså GENOtype ab:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge Mendels arvelære giver dette: ¼ homozygot type A (GENOtype aa), ¼ type B samt ½ type A, som er heterozygot (GENOtype ab) - d.v.s. bærer af B. Her er heller ingen fare for NI*.

 

 

Herefter kommer vi til parringen: hankat homozygot A, hunkat type B:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da hankatten er homozygot, bliver alt afkommet type A (GENOtype ab) - og her er der stor risiko for NI!!!*

 

 

Er hankatten heterozygot type A, hunkatten stadig type B, ser det således ud:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

½ bliver type B (bb) - uden risiko for NI*, hvorimod den ½, der er type A (ab), har risiko for at dø af NI*.

 

 

Vender man det om og bruger en type B han på en type A hun, vil fordelingen af killingernes blodtyper naturligvis følge de ovennævnte skemaer, men UDEN risiko for NI*. Det er altså kun ved parringer mellem hunkatte med blodtype B og hankatte med type A, at der kan opstå problemer med NI*.

 

b

b

b

bb

bb

b

bb

bb

 

a

b

a

aa

ab

b

ab

bb

 

a

a

b

ab

ab

b

ab

ab

 

a

b

b

ab

bb

b

ab

bb

 

a

a

a

aa

aa

a

aa

aa

*NI = Neonatal Isoerythrolyse (Fading kitten syndrome)

 

 

Neonatal betyder "nyfødt", Erythrolyse kommer af Erytr ("rød"), lyse (opløsning). Iso betyder gældende individet. D.v.s. NI betyder opløsning af de røde blodlegemer. Som hos andre levende individer indeholder blodet visse antistoffer, og faren for NI opstår, når en type B hun bliver parret med en type A han. Killingerne er i princippet sunde og raske, men de type A killinger, som findes i kuldet, vil være i fare for at dø, da moderens mælk ofte indeholder store mængder antistof mod type A. Når råmælk eller mælk med stærke anti-A antistoffer optages af den nyfødte killing, kan der opstå uforligelighedsreaktion (NI) hos killinger med blodtype A, idet disse antistoffer angriber type A røde blodlegemer hos disse killinger. Type B killinger efter type B mødre tager ingen skade af disse antistoffer, da de jo har samme blodtype. Ikke alle hunkatte af blodtype B får dette problem, nogle får kuld efter kuld uden problemer, idet de ikke indeholder så store mængder antistof. Nogle gange kan man også opleve, at killingerne ikke ligefrem dør, men at halespidsen kan visne og falde af.

Antistofmængder

 

A-katte har også antistoffer mod B-blodlegemer, omend i små mængder. Antistofindholdet undersøges ved titerbestemmelse - jo højere titer, jo flere antistoffer. A-katte har titerværdier på 2 - 32 mod B-blodlegemer, mens B-katte har titerværdier på 64 - 2048 mod A-blodlegemer. Dette forklarer, hvorfor det er A-killinger efter B-hunkatte, der kan få problemer, og hvorfor der ikke opstår problemer med uforligelighed ved A-hunner parret med B-hanner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvad gør man?

 

Man bør lade sine avlskatte blodtypebestemme, før man parrer dem !!

Som noget "nyt" kan man sende en dna prøve (Spytprøve taget i kattens mund) på en vatpind afsted til UC-Davis i Californien, USA. Det koster 40 $ og man får besked via mail i løbet af 7-10 dage. Man sparer altså katten for at få taget en blodprøve.

 

 

Såfremt en hunkat med blodtype B er blevet parret med en hankat med blodtype A, må man sørge for, at killingerne ikke kan die hos moderen de første 16 timer (det tidsrum hvor killingen er i stand til at optage antistofferne gennem tarmvæggen). Enten må man finde en amme med blodtype A, eller man må "pakke moderens mave ind" (f.eks. med en strømpe), så killingerne ikke kan sutte. Man må så selv fodre dem det første døgn, indtil faren er overstået.

Er man så heldig at have en type A hun, som har født et par dage tidligere, kan man også bytte killinger - hendes killinger vil være uden for farezonen, og killingerne fra type B hunnen vil alle kunne tåle hendes mælk uanset deres respektive blodtype.

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på ordet "uheldet", da dette ikke skal tjene som en anbefaling, men derimod kun som et godt råd om, hvad man kan gøre, hvis uheldet har været ude. Det er trods alt, i et sådant tilfælde, bedre at redde de små killingers liv, selvom de så må undvære deres mors mælk det første lille døgn.

 

Her er det relevant at omtale nyere forskningsresultater om råmælk kontra mælk:

Felin (katte) colostrum (råmælk) kontra mælk

 

Typisk skifter colostrum til mælk i løbet af kort tids (et par dages) diegivning. Ved andre arter er colostrum kendt for at indeholde flere antistoffer end mælk. Derfor er det vigtigt, at det nyfødte individ modtager colostrum for at være beskyttet mod infektioner. Men til forskernes store overraskelse har det vist sig, at felin colostrum (katte råmælk) og mælk indeholder stort set de samme antistoffer. Der blev ikke fundet nogen nævneværdig nedgang i indholdet af antistoffer i henholdsvis colostrum og mælk i løbet af de første 2 ugers diegivning. Denne oplysning er naturligvis yderst værdifuld, hvis man har nyfødte killinger, hvis mor er død, er ude af stand til at producere mælk, ude af stand til at passe sine killinger (f.eks. umiddelbart efter et kejsersnit) - eller har råmælk, som kan være skadelig for killingerne (se NI ovenfor). I en sådan situation kan killingerne altså trygt overlades til en plejemor på et hvilket som helst tidspunkt af hendes diegivning. Selv dage til uger efter at hun har født, vil hendes mælk altså indeholde tilstrækkelige mængder antistoffer til at kunne beskytte de nyfødte killinger.

Avlspolitik

 

Det er naturligvis op til den enkelte opdrætter, hvordan han/hun vil tackle blodtyperne. Men det kan altså styres. Hvis man kan forstå farvegenetikken, kan man også forstå blodtypesystemet. I andre lande har man lært at leve med de to blodtyper, og hvis man tænker sig om, kan man undgå problemer. Det må dog anbefales, at man parrer B-hunner med B-hanner, mens A-hunner kan parres med både A- og B-hanner.

Konklusion:

 

Der er intet sundhedsmæssigt problem med blodtyper hos birmakatte, når det tackles rigtigt! Blodtype B er ikke "dårligt" blod, og det er heller ikke en sygdom. Det er simpelthen en vigende blodtype, som af og til kan give komplikationer, hvis man ikke har sat sig ind i blodtypeproblematikken og handler derefter. Det er stort set det samme som fænomenet "rhesus-børn" hos mennesker.